Advent

Adventstiden
Det er snart jul og alle børn og barnlige sjæle glæder sig. Børnene glæder sig til lys og gran, nisser og gaver. Og til at få ferie fra skolen og til at de voksne forhåbentlig har lidt bedre tid til at være sammen med dem end de har til daglig.

Men selvom børnene glæder sig til jul, så er det jo ikke sådan at deres dagligdag netop nu mister sin betydning. De glæder sig, men lader samtidig glæden lyse på deres dagligdag, som på den måde får glans og betydning af forventningens glæde.

Forventningen spiller en stor rolle for det kristne menneske. Vi lever i forventningen om at alt engang vil blive godt og rigtigt, når Jesus kommer igen. Vi ved at Gud har skabt verden som god, og at alt igen vil blive godt.

Vi synger om det i adventssalmen over alle adventssalmer:

Alt skal blive godt, når Herren kommer, de døve skal høre, de stumme skal tale, de blinde skal se, de halte skal springe om som hjorte, retfærdigheden skal sejre, ondskaben miste sin magt.

I den forventning lever vi som kristne, men det betyder langt fra at vi så vender ryggen til verden og passivt sætter os til at vente på Gudsrigets komme.

Som med børnenes juleforventning gælder det for troens forventning, at den tværtimod kaster lys ind over dagliglivet med alle dens gøremål. I lyset fra forventningen får den kristne livsmod og styrke til give sig i kast med at gøre sit for at være med til at gøre livet til et godt liv også for det andet menneske.

Adventstiden er håbets og forventningens tid, men samtidig er den livsmodets og livsglædens tid.

Uffe Lundin

Den violette advent
Faktisk er det slet ikke nisser, røde bånd og julehjerter, som vi burde dekorere med til advent, men derimod violette eller lillae bånd og lys. For advent handler om "Herrens komme" (oversat fra det latinske; adventus domini). Den violette farve er eftertænksomhedens farve. Den bruges, når man forbereder sig til fest, og derfor er det egentlig også den, som vi burde bruge på vores adventskranse.

Advent er tiden fra den fjerde søndag før jul og indtil jul. Første søndag i advent er kirkeårets indledning – der jo altså begynder fem uger før vi tager hul på det nye kalenderår. Teksterne, der læses i kirken i adventstiden, handler om forventning og forandring. Den forventning man har om freden, der vil komme med Jesu Kristi fødsel, og den forandring man håber vil indtræde i verden, så den bliver et mere kærligt sted at bo, et sted hvor Guds vilje i højere grad vil ske. Derfor er adventstiden oprindeligt ikke en festtid, men en tid til besindelse og eftertanke.

For mange er december fyldt med julefrokoster, juleafslutninger og gløggkomsamner, så for os kan det næsten ikke undgås at adventstiden også bliver en tid med fester. Men derfor er det alligevel vigtigt i at holde fast i, at adventstiden også er en forberedelsestid. Ellers ender det nemt med, at vi juleaften sidder med fornemmelsen af "godt det nu er overstået" og i stedet for "nu blev det endelig jul".

Hvordan bliver advent en forberedelsestid? Jeg tror ved, at vi hver især lægger vægt på at holde fast i gamle juletraditioner: skrive julekort, hvor vi viser at vi tænker på andre. Tænde adventkransen og holde pause, tænke på hvad der er Guds vilje med os. Skrue ned i forventningerne til hvad vi SKAL nå og i stedet prøve at være til stede. Se barnet i os og iblandt os i stedet for at haste af sted som menneskene på forsiden.

Marianne Fischer

Advent – Jul – Helligtrekonger - Nytår
Når året går mod enden med mørke og undergangsstemning sidst i november, så begynder adventstiden heldigvis med forventningen om at alting skal vendes til lys og glæde med Jesu komme. "Glæden er jordens gæst i dag, med himmelkongen den lille", synger vi med Ingemann, "I dag blev vor kære frelser fød og Paradis-vejen funden".

Det kan føles som om vejen til paradis er fundet, når glæden pludselig indfinder sig og lyser vores mørke sind op. Derfor kan det i princippet være Jul året rundt i ens eget liv, men for en ordens skyld er kirkens fest for dette glædelige budskab, Julen, lagt på et bestemt tidspunkt af året, julenat, natten mellem den 24. og 25. december, skæringspunktet mellem aften og dag.

I Julen fejres forbindelsen mellem himmel og jord; at Gud er kommet til syne for os i form af menneskebarnet Jesus af Nazareth. Hans liv, død og opstandelse fortæller kirkeåret om. Kirkeåret der som en hellig kalender er Guds historie med menneskene, der vikler sig ind i den almindelige kalender gennem hverdag og fest.

Kirkeåret er blevet til ud fra forskellige festkalendre og traditioner som fandtes i forvejen der hvor den kristne kirke voksede frem. Påsken som var den første og vigtigste fest faldt (og falder) på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Dertil blev føjet andre fester, bl.a. Pinsen og den seneste fest der kom til, var faktisk Julen.

En tradition der var tidligere end julen, var festen for Guds tilsynekomst i verden, epifanifesten. (Epifani betyder at komme til syne på græsk). Fortællingen om de hellige tre konger der drager ud fra deres eget land for at tilbede Jesus, var en sådan epifanifest og den faldt fra gammel tid på den 6. januar.

I den østlige kristne kirke, den ortodokse kirke, ligger julefesten fortsat på denne dato, og i den ortodokse kirke har man bibeholdt Påsken som dagen, hvor det nye kirkeår begynder, hvorimod man i vores del af verden har gjort Advent og Jul til indledning på kirkeåret. Det er en vigtig teologisk forskel på vores kirke og den ortodokse kirke, hvorimod det faktum, at julefesten i den ortodokse kirke først falder den 6. januar er bestemt af kalendere og gamle traditioner.

Gudstjenesten i den ortodokse kirke er meget lang og en meget vigtig del af den ortodokse symbolverden. Det er meningen, at man skal føle sig hensat til en anden verden, for gudstjenesten bliver betragtet som det sted hvor himmel og jord mødes.

I Danmark er Julen en folkelig fest, hvor kirkerne bliver fyldt indtil flere gange. Vi kender den og holder af julen, sådan som vi kender den, så meget at vi ikke altid er klar over, at der er andre traditioner i andre kristne kirker. Samtalen og kendskabet til hinandens kirker hører til det, som man kalder det økumeniske arbejde.

I januar måned fra den 18. til den 24., arrangerer den katolske kirke i Danmark en økumenisk bedeuge, hvori der også indgår en vandring til de forskellige kristne kirker i København. Her vil der være mulighed for at besøge den ortodokse kirke, Alexander Nievski kirken i Bredgade i København, hvor man kan se og høre nærmere om den ortodokse tradition. (se side 6 under Kirken ud af huset).

Det økumeniske arbejde stiler mod enhed blandt kristne verden over. Indtil da tror jeg vi alle kan istemme Ingemann og synge: "Himmerigs konge blandt os bor, han juleglæden os bringer; han favner hver barnesjæl på jord og lover os englevinger".

Glædelig Jul og godt Nytår.

Birgitte Hammershøy