Kirken i sommerlandet | opstandelseskirken.dk

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kirken i sommerlandet

De ligger der spredt ud over det danske landskab, de mange kirker, ofte placeret på de højeste punkter, så de er synlige på lang afstand for den som passerer i sommerlandet. De ligger der i byerne og på landet som vidnesbyrd om den stærke tro, der gennem tusind år har gennemstrømmet de skiftende generationer af det danske folk.
Nogle er nye, men langt de fleste af kirkerne er mange hundrede år gamle og kan fortælle om skiftende slægtleds liv og færden. Her har man markeret de store begivenheder i livet, de glædelige så vel som de sørgelige.

Her er børnene blevet døbt, her er de unge blevet viet, og her er de døde blevet begravet. Kirken har været det faste holdepunkt, det der stod fast midt i alle forandringer og omskiftelser. Hver søndag gennem århundrederne har klokkerne ringet til gudstjeneste med salmesang, bøn, bibellæsning og forkyndelse af evangeliet.

Og når du på din tur gennem sommerlandet hører klokkerne, så lyder de også for dig. De indbyder dig til at være med i det gudtjenestefejrende fællesskab.

God sommer!

Uffe Lundin

Gudstjenester kalender