Sorgen | opstandelseskirken.dk

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Sorgen

Sorgens følelseskaos skal gennemleves - i fællesskabet

Sorg rammes vi alle af, når et menneske, der står os nær, dør. Men ofte oplever mennesker i sorg, at omgivelserne undgår dem. Enten taler de slet ikke med den sørgende, eller også undgår de at tale om den døde. Begge reaktioner begrundes ofte med frygt for at gøre den sørgende mere ked af det. Men det virker modsat og får den sørgende til at føle sig dobbelt forladt.

Det er svært nok ikke mere at kunne tale med den, der er død - men ubærligt bliver tabet, hvis man heller ikke har de levende at tale med. Og ubærligt bliver det, hvis dem, man dog taler med, gør tabet til tabu. For det er helheden, samfundet eller det nære fællesskab, der har mistet det pågældende menneske. Bærer omverdenen ikke med på sorgen, er den med til at fortrænge det afdøde menneskes betydning og undsige fællesskabet.

Farbare veje uden om sorgen findes ikke. Sorg skal gennemleves, og det kan vi hjælpe hinanden med, hvis vi besinder os på sorgens væsen og voldsomme følelser - men også på de muligheder, den rummer.

Man kan forstå sorg som "kærlighed, der er blevet hjemløs". Bag ordene ligger en forståelse af, at vore liv bæres af gensidige relationer. Ved at elske et andet menneske træder vi i forhold til virkeligheden. Når den elskede dør, bryder livet som fællesskab sammen. Den efterladte møder ikke bare alenetilværelsen, men også intetheden, fordi de følelser, der før fik svar af den anden, nu flakker hjemløse om.

Om man igen kommer til at føle sig hjemme i livet, afhænger af, om man giver sig sorgen med dens voldsomme følelser og reaktioner i vold - og af omgivelserne får lov til det. Sorg er nemlig hverken egoistisk eller livsfjensk, men tværtimod det sikreste tegn på, at livet rører sig og kræver at forblive liv og ikke levende død.

Ofte forskrækkes vi af sorgens følelser. Den sørgende kender ikke sig selv, når han eller hun overfaldes - ikke bare af savn og smerte - men også af "upassende" følelser som passivitet eller stor vrede. Men det er ikke upassende at blive vred over at være blevet ladt alene eller at opleve alt som ligegyldigt, nu hvor den elskede er død. Derimod er det vigtig at lade alle følelserne komme til udtryk. Gråd, raserianfald, "vanvid" og depression må ikke fortrænges, for det kommer der kun isolation og mere død ud af.

Det er også vigtigt ikke at blive borte i sorgen. Bliver man ved at vende sig indad og dyrke den afdøde eller sin egen fortabthed, overser man, at livet stadig kræver - også en efterladt. Heller ikke efter et tab står livet stille, men kræver opmærksomhed og medleven.

Når vi sørger, har vi brug for sprog med en anden rummelighed end vores nøgterne dagligsprog. Sprog, der lader spørgsmålene leve og som kan rumme tvivlen og vreden og lade dem leve ved siden af taknemmeligheden og håbet. Gode sprog til at bære og dele sorgen i er omfavnelsens og tårernes ordløse sprog. Et andet er det sprog, vi kender fra eventyr og drømme - og som salmerne er skrevet i.

Derfor er salmer så gode til at give døden og sorgen mæle. Når vi synger med på dem, synges vi af smerten ind i håbet. Håbet om, at sorgen lukker nye muligheder op, giver vores hjemløse følelser et nyt sted at være hjemme. Et sted, hvor savnet over den døde forvandles til ømhed for det levende i videre betydning. Et sted, hvor vi kan opdage, at ingen kærlighed nogensinde bliver hjemløs - men hjemmet er forandret.

En forandring, der kan opleves som åbenhed, der overhaler inden om sorgen. Noget hidtil overset sanses pludselig stærkt, eller man bliver i stand til at se ting og sammenhænge, man ikke før var åben for. En åbenhed, der kan gælde andre mennesker eller universet selv.

Lone Kjelstrup